Radio på tirsdag

Siden jeg er begyndt at skrive på dansk, giver det for første gang mening at skrive den slags her;

På tirsdag snakker undertegnede med i et program om normalitet og afvigelse i Radio 24-7.

Programmet hedder Romerriget og det er klokken 15-16.

Håber det bliver sjovt. Ellers undskyld reklamen.

Jeg har tidligere været i nogle radioprogrammer på P1, hvor jeg skulle være detaljeret omkring mit arbejde. Som jeg husker programmerne sidder jeg og udreder langsomt og højtideligt hvad jeg spiser til morgenmad, hvordan jeg sidder på stolen, hvor meget tekst jeg skriver ad gangen, hvor mange browservinduer jeg har åbne imens, hvad der sker uden for mit vindue, hvornår jeg holder pauser, hvordan jeg researcher (det giver jo god nok mening), om jeg stryger mit venstre knæ i tænkepauserne mens jeg skriver, hvor stærk min kaffe skal være, den slags ophidselser, der naturligvis hører hjemme i prime time public service radio. I øvrigt husker jeg, at jeg også har fået sagt en masse om, at forfattere generelt bare opretholder deres mytiske og isolerede status for at dække over særheder, alkoholisme og andre mere jordnære fortrædelser .. At det ikke er spor mystisk eller mytisk at være forfatter. Det er jeg sådan set stadig enig med mig selv i, at være forfatter er især hårdt arbejde forbundet med at tænke over tingene og være i stand til at koncentrere sig. Og være selvkritisk. Det er ikke specielt mystisk, synes jeg.

Nå, men på tirsdag er jeg så heldig, at emnet som udgangspunkt ikke er moi, men mere generelt almindelige og ualmindelige almindeligheder.

Navnet er Bruun. Irma Bruun

Efter et frisørbesøg i går er alt nu anderledes.

Jeg kom ind med langt hår. Et godt stykke ned ad ryggen.

Jeg skulle have klippet spidser.

Der var en ny frisør i salonen. Fuld af tillid havde jeg bestilt en tid hos hende.

Jeg har brugt cirka fem år på at få langt hår. Det var lykkedes fint, omend striber og så videre havde slidt lidt på det. Nu skulle spidserne lige klippes.

Frisøren meldte klart ud, at hun syntes planen om spidser-klipning var lidt kedelig, og at der kunne (læs: skulle) ske noget mere. Indsmigrende fik hun fortalt mig ting, som at mit ansigt ikke skulle gemmes i alt det hår.

Jeg var delvist modtagelig.

Vi blev enige om at tage det et skridt ad gangen.

Hun klippede fem centimeter af.

Så kiggede hun på mig og spurgte, hvad nu? Jeg syntes egentlig, det var helt fint, men hun signalerede helt klart med hele sin krop, sit blik, sine ord, at det kun var den første grovklip, hun nu havde gennemført.

Jeg spurgte, hvad hun syntes, og hun svarede, at hun syntes det skulle 'op til skuldrene'.

Det accepterede jeg, da hun tydeligvis var i gang med en større plan.

Men her fik kvinden med saksen uheldigvis et anfald af spontan ADHD og til min voksende forundring bare klippede og klippede hun.

Pludselig hvæssede hun en ragekniv og skrabede de små, bløde hår af min nakke. De er ikke blevet rørt i årevis, da jeg jo altså har været langhåret. Det var nok i det øjeblik, det gik op for mig.

At.

Det er jeg ikke længere.

Nu ligner jeg Irma-pigen.

En fucking fem-årig lillepige, der står med en kurv med æg.

Eller spørger, om jeg må få en figenstang. Jeg er stadig helt vantro.

Hun tog omkring femogtyve centimeter af. Uden at have aftalt det med mig først. Jeg har tænkt meget over, hvorfor hun ikke sagde rent ud, hvad hun ville.

Hvorfor hun kaldte det 'op til skuldrene'.

Det er fordi, hun kunne mærke, at jeg aldrig var gået med til det, hvis hun havde vist, at næste længde nu skulle være små svips lige under ørerne.

Jeg betalte mange kroner for det. I trance. Med tårer lige bag ved øjnene.

Jeg er rystet. Korthåret og rystet.

Voldført havfrue.

Nu.

Lille frøken Irma.